Praktisk om konfirmation

 

Konfirmation betyder, at Gud bekræfter det løfte om at være med dig, som han gav dig, da du blev døbt.

 

Som døbt får du lov til selv at tage stilling til din dåb, når du er på vejen mod at blive voksen. Ved konfirmation bekræfter Gud sit ja til dig og siger, at han holder, hvad han lovede til din dåb. Som konfirmand gentager du dåbens ja med dit ja til den kristne tro og bliver velsignet. 

 

Hvad tror du på?

Vi tror hver især på vores måde. Det bliver vi ved med, også når vi er konfirmeret. Du behøver ikke at vide, om du vil konfirmeres, inden du begynder at gå til præst. 

 

Konfirmandundervisning - at gå til præst

For at blive konfirmeret skal du først gå til konfirmationsforberedelse eller gå til præst, som mange kalder det. Her lærer du om kristendom og taler med præsten og dine kammerater om livets store spørgsmål. Du kan altid spørge præsten, om du må gå til præst, selvom du måske ikke vil konfirmeres.

Vi starter med konfirmandvelkomst ved gudstjenesten søndag 6. oktober kl. 10.30 i Sindbjerg Kirke hvor både konfirmander og forældre og meget gerne søskende og faddere er inviteret.
Bagefter samles vi i Sognehuset til kort info og en kop kaffe/saftevand.

Selve undervisningen starter tirsdag 22. oktober efter efterårsferien kl. 12.30 og som regel til kl. 14.

Nogle gange er vi på udflugt og har en hel dag. Det kommer der informationer om efter tilmelding. 

 

Konfirmationstidspunkt
Her i sognet og i nabosognene inviterer vi eleverne fra Lindved Skole til konfirmationsundervisning i 8. klasse.
Tilmelding så snart I får besked om at formularen er åbnet herunder. 

 

Datoerne for konfirmation i 8. klasserne flytter sig afhængig af påsken. Det er altid 14 dage efter påskedag:
2025 - Søndag den 4. maj

 

Konfirmand-indskrivning

Du finder indskrivning til konfirmation og konfirmationsfoberedelse i kirken i kirken herneden under, når der er åbent for indskrivning.

Skal, skal ikke konfirmeres?

Skal man være helt sikker og tro på en bestemt måde, før man kan sige "ja" til at blive konfirmeret? Nej, når det gælder tro, kan vi aldrig være helt sikre.