Hele den lille familie er på vej op i bjergene for at holde juleaften sammen.
De har lejet en lille bjerghytte, for de vil gerne prøve at holde jul langt væk fra byens larm. 

De er kommet lidt sent af sted, og hen mod aften overraskes de af vejret. Vinduesviskerne på bilens forrude må arbejde hårdt for at holde sneen væk. Mørket har lagt sig, og det er svært at se ret lang frem på vejen, og telefonen har ikke længere netværksdækning.
Google maps, som de skulle bruge til at finde vej, virker ikke længere. Familien ved ikke hvor de er - de er faret vild. Og pludseligt virker den smalle bjergvej uhyggelig og truende.

Og sådan kan livet virke på os, når vi ikke ved, hvor vi skal hen. Når vi har mistet selve retningen for vores liv. Når vi har mistet vores ledestjerne. Når vi har mistet Gud.

Tilbage i bilen hos den lille familie. Nu er det blevet helt mørkt, og bilen er løbet tør for benzin, og kulden er begyndt at sive ind gennem bilens tynde metal. Men pludseligt, dér i mørket ses et lille lys foran dem. Det er manden der ejer hytten, de har lejet. Han kommer i en slæde for at vise dem vejen hjem. Og han har benzin med.

Og det er dét julen handler om. At der tændes en stjerne på himlen, så vi kan finde vej, for midt i mørket kommer Jesus for at vise os vejen hjem. Og han gir os kraft til at fortsætte. Og vi er ikke mere fortabte. For vi har en ledestjerne. Derfor står der i julesangen:

“Englene synger højt i kor. Verden var aldrig helt forladt. En stjerne skinner i nat.”

Helga Døssing Bendfeldt